Om mig

Uddannelsesbaggrund

Jeg er uddannet narrativ familieterapeut fra Dispuk og er i øjeblikket i gang med 3. år på en 3-årig uddannelse som narrativ samtaleterapeut - også fra Dispuk.

Oprindeligt har jeg en uddannelse som danse- og skolelærer og har løbende af lyst læst en masse psykologisk faglitteratur samt efteruddannet mig indenfor behandling, pædagogik og formidling.

Jeg har taget en AKT- uddannelse samt en systemisk narrativ efteruddannelse. Hertil har jeg løbende dygtiggjort mig via diverse kurser indenfor fx autisme, konflikthåndtering, stress/smertehåndtering, mentalisering, mindfulness mm.

Jeg har mangeårig erfaring med undervisning af både børn, unge, voksne og fagprofessionelle samt med dagbehandling og familiebehandling.

Da det er meget lyst- og glædesfyldt for mig at lære og udvikle mig som menneske, ender min uddannelsesrejse nok aldrig helt. Når jeg er narrativ samtaleterapeut, har jeg derfor allerede planer om at fortsætte med overbygningen til narrativ psykoterapeut, der er en certificeret og godkendt (af Dansk Psykoterapeut Forening) 5-årig uddannelse.

Teoretisk rejse

Siden min tidlige ungdom har jeg interesseret mig for personlig udvikling og kontakt, og i hele mit arbejdsliv har omdrejningspunktet været, hvordan jeg kan støtte andre i at udvikle sig og trives.

I dag fylder den narrative tilgang og metode mest, idet jeg er uddannet narrativ familieterapeut på Dispuk og overbygger med uddannelser til narrativ psykoterapeut derfra.

I mit arbejde med dagbehandling og familiebehandling udviklede jeg især min praksis ud fra en mentaliseringsbaseret, systemisk/narrativ samt Low Arousal tilgang.

Da jeg underviste Sosu-assistent elever fik jeg udover et stort indblik i psykiatrien og diverse diagnoser også erfaringer med den kognitive samt den recovery og empowerment baserede tilgang i miljøbehandling.

Mine teoretiske afsæt har også været omkring Alexander Lowen og bioenergetik, gestaltterapeutiske metoder, psykoanalysen, systemteorien, Milanoskolen samt Imagoterapi.

Specialpædagogisk baggrund

Jeg har omfattende erfaringer med at arbejde på dagbehandlingsskole for børn og unge med ADHD, autisme samt mange forskellige tillægsdiagnoser (komorbiditet). I denne ramme har jeg primært arbejdet mentaliseringsbaseret, systemisk/narrativt samt med Low Arousal tilgangen.

Herudover benyttede jeg mig i høj grad af såkaldte autismevenlige pædagogiske værktøjer i miljøbehandlingen.

Børnene og de unge havde væsentlige funktionsnedsættelser, hvilket kaldte på tæt samregulering og høj grad af støtte.

Udover praktisk arbejde med dagbehandling, afholdelse af forældreaftener samt familiebehandling, har jeg som kursusunderviser af fagprofessionelle formidlet viden om diagnoser, kommunikation og netværkssamarbejde, positionering, domæner, mentalisering, inklusionsværktøjer, konkrete, praksisnære systemisk/narrative metoder og redskaber blandt mange andre emner.

Metode og mål

Jeg er optaget af, hvordan jeg ved hjælp af oprigtigt nysgerrige og fagligt funderede spørgsmål samt mentaliserende gensvar kan hjælpe mennesker frem til en kærligere selvforståelse samt ikke mindst til at finde frem til, hvad der er mest hjælpsomt for dem i arbejdet med at skabe det liv, de foretrækker. Vores følelser sladrer om, at vi har noget på spil, og jeg har en skærpet opmærksomhed på, hvordan vi sætter ord på og forholder os til vores følelsesliv.

Jeg vil kalde min praksis eklektisk, idet jeg benytter mig af værktøjer fra mange forskellige teoretiske afsæt og tilgange. Jeg er nysgerrig efter at lære og forstå, og jeg udvikler hele tiden min værktøjskasse for at kunne imødekomme så mange forskellige behov som muligt.

Jeg motiveres af synergi imellem faglig og personlig udvikling og har erfaret; at nærhed med sig selv, kvalificerer det med andre.

Jeg tror på, at vi lærer og udvikler os i mødet med andre. Processen er afgørende for, hvilke mål vi kan nå sammen, og jeg er derfor optaget af at bidrage til et selvværdsfremmende samspil.

Professionalisme

Som behandler har jeg ansvaret i den asymmetriske og ligeværdige relation, hvilket bl.a. indebærer ydmyghed, nærvær, åbenhed og respekt fra min side. Fortsat træning af min egen mentaliseringevne er således en daglig øvelse. Jeg er opmærksom på mine egne begrænsninger, som fx risiko for pseudomentalisering og mentaliserings svigt samt indflydelsen fra moderne magt og folkepsykologien, hvorfor jeg jævnligt opsøger supervision og kollegial sparring.

Værdier

Nærvær, ligeværdighed, oprigtig nysgerrighed og respekt er afgørende værdier for mig.